Udstilling af Steffen Holm. 9. november 2024 - 4. januar 2025
Lørdag d 9. november kl. 11-13 holder Kældergalleriet under Brugsen i Torup fernisering på udstillingen "motiver i amorfe materialer". Kunstneren er Steffen Holm fra København.
Steffen er en ener i kunstfotografiets verden. Han skaber billeder af lysets brydning i gennemsigtigt plastik vha en særlig teknik, han har udviklet. Kun på den måde kan billederne ses af det menneskelige øje og når det motiv han har skabt, er fotograferet, kan det på ingen måde genskabes.
Steffen har undersøgt store mængder klare, ufarvede plastmaterialer og virkningerne af at kombinere og forme dem, og med sin erfaring har han opnået en taktil fornemmelse for farver og muligheder i materialerne.
Resultatet er unikke øjebliksbilleder af bølger af elektromagnetisk stråling, der visuelt appellerer til og udfordrer beskuerens fantasi og billedeforestilling.
Steffen begyndte sin fotografiske løbebane med den analoge teknik, der krævede tid, omhyggelighed og stor umage. I dag er teknikken digital, men tiden til at være omhyggelig og gøre sig umage holder stadig. Det er simpelthen en forudsætning for at kunne fremstille de billeder, han skaber.
Steffen har haft egen grafisk virksomhed og derudover har han i over 30 år undervist fotografelever samt været leder af Fotografskolen i København og fagkonsulent i Undervisningsministeriet.
Udstillingen kan ses i Brugsens åbningstid, sidste dag er d. 4. januar.
Adresse: Torupvejen 156, Torup, 3390 Hundested
Åbningstider: Hverdage kl. 9-18. Lørdage kl. 8-14. Søndage lukket.
Jul og nytår: opdateres